nyheder.jpg

Nyheder

Timeout i Løgumkloster
Næste TimeOut løber af stablen på Refugiet i Løgumkloster, hvor vi leger med livets firkløver: Viden, mening, glæde og relationer. Datoerne er 25.-29. maj 2017. 

Lederudvikling for kvinder i Marokko 2017
Det næste kursus foregår 30. september - 7. oktober 2017 - se mere her.

I lyset af mentor - samtalens muligheder
udkom maj 2016 på Gyldendal Business.

I bogen har jeg belyst både det formelle og det uformelle mentorskab, og én af de personer, jeg har interviewet, er Erik Carp, nu ansat som forskningsleder i Ecron Acunova (lægemiddelresearch). Han har netop skiftet job fra Statens Seruminstitut til det nye job med forklaringen:

"Jeg er gået tilbage til det private og får alle de udfordringer, som jeg har ønsket gennem nogen tid. Det hænger nok sammen med mentor-forløbet."

Erik har været mentor i Pharmadanmarks mentorprogram, som er et formelt mentorprogram, og han har også selv benyttet sig af det uformelle mentorskab gennem mange år, f.eks. ved at have opsøgt mennesker, som han vidste, at han kunne lære noget af. 

"Jeg har haft ledere og kolleger, som på grund af deres faglige, ledelsesmæssige og personlige egenskaber har været mentorer for mig – ikke som et led i en formaliseret mentor-ordning, men på eget initiativ og efter behov, eller når muligheden er opstået. De er alle mennesker med stor personlig integritet, empati og evne til at se på det enkelte menneske i en organisation. Det er også mennesker med en visdom om livet – de kender til med- og modgang – og de har en oprigtig interesse i at give af sig selv til andre mennesker uden modydelse. Det er inspirerende at møde mennesker, som vil hjælpe én uden modydelse og med en oprigtig og sund dømmekraft i behold.

Mine mentorer har været ret nemme at få øje på, og jeg har opsøgt flere undervejs i min karriere. Nogle har kunnet se mine potentialer på et vigtigt tidspunkt i min udvikling, jeg har haft tillid til dem, og de har haft modet til at give mig ærlige svar, som jeg har kunnet bruge. Hjælpe mig til at blive klogere på mig selv, på jobbet og på livet. Jeg har mærket en oprigtige interesse, empati og evne til at lytte uden at dømme eller fordømme – og fået svar på mine konkrete spørgsmål. I nogle tilfælde har jeg fået hjælp til at håndtere ”vanskelige” personer eller situationer på jobbet, fordi min mentor havde evnen til at se på en sag fra flere sider. Kort sagt, at give en nøgtern og brugbar vurdering med bud på mulige løsninger. Mentor hjalp mig til at få flere vinkler på en sag eller en person - objektivt, faktuelt og klogt - et mere nuanceret billede. Det var stort at opleve, at mentor med sin personlige integritet og oprigtige ønske om at hjælpe andre mennesker, også havde et oprigtigt ønske om at hjælpe mig. Disse egenskaber sætter jeg meget højt hos andre mennesker, især ledere, og det var netop det engagerede og livskloge, der fik mig til at overveje selv at blive mentor.

I Pharmadanmarks mentorordning har Erik Carp været mentor for flere mentees, og han fortæller videre: "Forløbene har været berigende for mig selv, og det, der driver mig, er at opleve glæden ved at hjælpe andre til at finde den rette vej i arbejdslivet. Som leder og som far til fire drenge er man altid rollemodel, og det ansvar er jeg bevidst om. Jeg trækker på hele min erfaring - med flere uddannelser, forskellige specialist- og lederstillinger, familie m.v. - og tilstræber at stille spørgsmål og/eller give råd, som de kan bruge til at blive klogere på deres egen problemstilling. Altid oprigtigt og ærligt - der er for mig ingen anden vej. Mentees har oftest modet til at få ærlige svar og råd - de kan tåle lidt at hvert, og de opsøger ikke en mentor for at blive strøget med hårene."