Rådgivende farmaceut
Jeg har arbejdet professionelt med lægemidler siden min uddannelse som cand. pharm. og ph.d. - senest som lægemiddelkonsulent i Region Midtjyllands Medicinteam. Jeg er kendt for at have et skarpt øje på overforbrug af medicin og har gjort en pionerindsats i Region Midtjylland for at nedsætte forbruget af psykofarmaka – særligt sove-/nervemedicin og antidepressiv medicin.
Det begynder i det små
Mange af os begynder at bruge psykofarmaka for at tage ubehaget af en ubalance i livet – eller i hvert fald for at dulme de symptomer, som en ubalance ofte skaber. Ubalancen kan komme af bl.a. for stort pres, en krise, for sårbart helbred, eller en kombination. Symptomerne kan bl.a. være mavepine, søvnbesvær, hovedpine og spændinger i kroppen, og symptomerne resulterer ofte i et forbrug af hovedpinemidler og psykofarmaka (både lægeordineret, håndkøbsmedicin og alternativ medicin). Medicin af den type er ikke hensigtsmæssigt at bruge uden grund, fordi den på langt sigt er farlig med bl.a. afhængighed til følge, og man har risiko for at ende i en ond cirkel. Men det er egentlig ikke så svært at komme ud af en ond medicincirkel; man skal bare kende sig selv, sine ressourcer og sin krop, og man skal vide, hvordan medicinen opfører sig i kroppen.
Tænk dig godt om, inden du siger ja til psykofarmaka
Når du kommer i en situation, hvor du bliver tilbudt behandling med psykofarmaka, er det er god ide at tænke sig godt om. Det er nemlig mange gange nemmere at få anden hjælp end medicin og så slippe for at skulle trappe ud af medicin med de ubehagelige abstinenser, der ofte følger med.
Jeg har talt mange mennesker fra at gå i gang med en behandling, og de kommer sig alligevel. Der skal ofte en grundig forklaring til for at forstå, hvad det er, der sker, når man begynder at tage psykofarmaka. Der er altid en eller anden grund til, at et menneske får det dårligt, og de grunde kan være nok så alvorlige og tunge og svære at gøre noget ved. Men det er altid vigtigt at forsøge at gøre noget ved årsagerne. Hvis man så alligevel vælger at tage imod medicin, skal man være klar over, at psykiatrisk medicin ofte svækker éns sanse- og føleevne, gør én initiativløs og i værste fald handlingslammet. Og ydermere påfører én en afhængighed, som man kan have svært ved at komme ud af. Der sker også ofte det, at medicineringen stiger i dosis og der bliver ordineret flere forskellige slags psykofarmaka.
Du kan få hjælp til nedtrapning af psykofarmaka, og en nedtrapning kan i langt de fleste tilfælde lykkes, hvis man er fast besluttet på, at nu skal det være, og så samtidig viser styrke og tålmodighed for at stå ubehagene igennem. Det er ikke alle, der oplever ubehag, og mange kan slippe pillerne på én gang. Men da man ofte ikke selv ved, hvordan man reagerer, er det er god ide at begynde med en langsom nedtrapning. Man kan selv gøre overgangen lettere ved at kende sig selv og vide, hvordan man reagerer på stress, støj og mennesker. Man skal være tålmodig med sig selv og gøre gode ting. Trække sig lidt tilbage i naturen med lange gåture og masser af frisk luft. Og gerne med en god ven under armen.
Det bedste ville være, hvis din praktiserende læge eller psykiater sammen med dig kunne tage initiativet til at begynde den langsomme nedtrapning. Men det har vist sig, at mange læger og psykiatere selv er alt for utålmodige eller uvidende om, hvor langsom en nedtrapning skal gå. Derfor går en nedtrapning ofte alt for hurtig, og den afhængige får abstinenser. Der er nemlig ingen klare regler eller anvisninger til, hvor langsom en nedtrapning skal gå, men den skal være individuel, fordi alle mennesker reagerer forskelligt først på medicinen, og siden på nedtrapningen. Alle mennesker har forskellig følsomhed og robusthed til at stå en nedtrapning igennem, og derfor er det kun de færreste, der kan tage sagen i egen hånd. Der skal være en at snakke med undervejs, og det kan være en læge, en psykolog, en god ven, et familiemedlem, men gerne én, der har sat sig ind i, hvad bagsiderne af psykofarmaka er. Der er nemlig alt for megen uvidenhed om bagsiderne, f.eks. at man bliver fysisk afhængig på grund af den ændrede indre kemi, at abstinenserne er svære at komme ud af, og at abstinenserne fejltolkes som om ens ubehag er kommet tilbage. Og endelig, at det kan være en langvarig affære at få det godt igen. Men det kan lade sig gøre, og derfor skal man have en ordentlig forklaring på både, hvad psykofarmaka gør ved ens nervesystem, og hvordan man kan komme ud af den igen.
Se under "nedtrapning", hvordan du kommer i gang.